Svar på spørgsmål 6 om grundlæggende forskelligheder

Du har svaret at det er vanskeligt for jer at holde jeres forskelligheder ud så I kan tale om dem og indstille jer på dem.

Næsten alle par opdager at der er nogle ting ved partneren som er svære at acceptere. Det kan være irriterende vaner den anden har, det kan være vedkommendes meninger og holdning til nogle ting, eller det kan være vedkommendes stil i nogle bestemte situationer. Det kan være forskellig indstilling til økonomi, børneopdragelse, rengøring, sex, brug af fritiden osv. En af vanskelighederne i parforhold kan være at man ikke kan finde nogen måder at håndtere disse forskelligheder. Velfungerende par bliver ved med at arbejde på at indstille sig på disse ting. De taler om det, griner af det, driller hinanden godmodigt, og finder i det hele taget måder at indstille sig på det og klare det. Nogle af vanskelighederne i parforhold kan stamme fra at man låser sig fast i sådanne forskelligheder. Man mener at den anden bør lave sig om, og når det ikke ser ud til at det sker, bliver man indædt, frustreret og utilfreds. I begyndelsen bliver der skænderier om disse ting, men efterhånden kan det blive til de ømme punkter man undgår at tale om. Og måske undgår man også at tale om ting der kan minde om de ting man ikke taler om.

Dette kan i længden føre til adskilthed og ensomhed fordi der bliver mange ting man må undgå at have sammen. Man kan miste interessen i at følge med i hinandens liv, og man kan udvikle en grundliggende negativ indstilling til den anden - som jo ikke vil ændre sig. Dette problem er ofte centralt i udviklingen af den ensomhed og distance som fører hen imod skilsmissen.

Du kan læse mere om vanskeligheder i parforhold her

Hvis du og din partner er interesseret i et mere grundigt check-up, kan I lave en aftale med en af os. Læs nærmere her.

Tilbage til spørgeskemaet